Flexlejr er for alle

Flexlejren bliver Danmarks største campingplads. Danske og udenlandske spejdergrupper udgør fem bydele på Spejdernes Lejr 2012. Bydel nummer seks er anderledes. Det er en flexlejr med plads til alle, som vil være en del af Spejdernes Lejr 2012, men ikke hører til i en spejdergruppe.

Du er her:Forside > Gæster > Flexlejr er for alle

I flexlejren er der plads til jobbere på lejren, forældre og søskende, gamle spejdere, turister med lyst til at opleve en spejderlejr. Desuden er flexlejren stedet, hvor man kan medbringe en campingvogn eller booke et værelse på ”lejrhotellet,” og hvor man kan købe sig til mange slags service. 
Det anbefales at tilmelde sig inden lejren, især hvis man ønsker at bo sammen med andre i en boenhed. Men i det omfang der er plads, kan man også få en overnatningsplads i flexlejren uden forhåndstilmelding.

Boformer
Man kan bo i eget telt, campingvogn eller autocamper i flexlejren, med eller uden el-tilslutning. En plads måler 8 x 10 meter, uanset om man booker en plads til campingvogn eller telt.
Man kan også booke sig ind på overnatning på lejr-sovesal eller et værelse i en beboelsesvogn. Hotelvognene har typisk 2 værelser med køjesenge, og der er fælles bad og toilet i hver vogn.

Service og aktiviteter
Flexlejren tilbyder el-tilslutning. Der vil være vandskyllende toiletter og badefaciliteter flere steder i lejrområdet. På flexlejrens bytorv bliver der vaskeri, kulturcafe, minimarked, legeplads og beachvolleybane samt et opholdstelt for børnefamilier med spil mm.
Beboere i flexlejren kan deltage i alle de frie aktiviteter, som lejren tilbyder.

Madlavning
Som beboer i flexlejren kan man vælge selv at lave mad, og der vil være supermarked på lejren.
Der bliver opstillet udekøkkener flere steder i flexlejren, hvor man selv skal medbringe køkkengrej, og der bliver også bålpladser i tilknytning til telte med borde og bænke.
Hvis man ikke selv ønsker at lave mad, kan man købe sig til måltider i lejrens cafeer og restauranter. Der vil også kunne købes spisebilletter til stabskantinen.

Betaling
Forhåndstilmeldte får tilsendt en opkrævning inden lejren. Deltagere, som kommer under lejren, skal betale ved ankomsten.

Tid og priser
Flexlejren er fleksibel, også med hensyn til, hvor længe man vil bo der. Man betaler pr. overnatning og kan vælge alt fra én overnatning og opefter. 

Priserne i flexlejren dækker lejrpladsen og er en kombination af betaling pr. person og pr. telt:

-          100 kroner pr. overnatning pr. person over 10 år
-          45 kroner pr. overnatning pr. barn mellem 6 og 10 år
-          Ingen betaling for overnatning for børn under 6 år

Dertil skal lægges:
-          25 kroner pr. overnatning for et telt
-          25 kroner pr. overnatning for en campingvogn
-          El-tilslutning koster 40 kroner pr. overnatning 

Der er særlige priser for overnatning på lejr-sovesal eller i beboelsesvogn. Sovesalen koster 150 kroner pr. overnatning, mens det koster 450 kroner for et enkeltværelse i beboelsesvogn. Et dobbeltværelse koster 400 kroner pr. person. 

Pris for jobbere
Hvis man er fuldtids-jobber under hele lejren, er der en særlig pris på 1300 kroner. Dette omfatter lejrplads og mad. Dog skal man betale 25 kroner ekstra pr. overnatning for en campingvogn samt 40 kroner pr. overnatning for el-tilslutning.

Se mere om priser på lejren og takstbladet her...

Tilmelding til flexlejren findes her...

Til top