Spisning for jobbere og gæster
Spejdernes Lejr 2012 er en stor lejr, og en stor lejr kræver en stor jobberkantine. Derfor vil lejrens centrale torv huse en jobberkantine, der kommer til at kunne bespise ca. 2500 personer ad gangen.
Som udgangspunkt vil bespisningen i kantinen bestå af de samme retter, som de enkelte grupper kommer til at have mulighed for at lave i løbet af lejren. Men da kantinen har egne køkkenchefer, så ved man aldrig, om disse finder på at udtænke nye retter baseret på de samme råvarer, som resten af lejrdeltagerne modtager.
Serveringen i kantinen bliver dagens tre hovedmåltider: morgenmad, frokost og aftensmad. Der vil naturligvis blive taget hensyn til diabetikere, vegetarer etc., og kantinen forventes at holde åben i 2 – 2½ time i forbindelse med hvert måltid.
Alle jobbere, der skal spise i kantinen, kommer til at skulle have en form for identitetskort, måske i form af et armbånd, fordi Spejdernes Lejr 2012 er en meget åben lejr, og det derfor vil være nødvendigt at tjekke, hvem der spiser i kantinen.
Det vil være muligt for jobberes familier, der gæster lejren, at købe en madbillet til alle 3 måltider – en dagsbillet - og på den måde få adgang til at spise i jobberkantinen sammen med den deltagende jobber.
Andre gæster kan købe mad i et af spisestederne i voksenområdet, eller de kan, på lige fod med jobberes familier, naturligvis også være tilmeldt via en gruppe og indtage deres måltider sammen med denne.
Foruden jobberkantinen kommer Spejdernes Lejr 2012 til at have flere restauranter og caféer, hvor både jobbere, gæster og alle andre deltagere vil kunne købe mad og drikkevarer. Læs mere om dette i artiklen: ”Tid til leder- eller familiehygge..”